Blomstereng ved rådhuset

Blomsterengen ved rådhuset blev anlagt i april 2021 i et samarbejde mellem Materialegården, kommunen og Albertslund Verdensmål Center. Det var Morten fra kommunens trykkeri, som kom med idéen til Verdensmål Centeret. Han havde udsigt til det triste græsområde fra sit kontor og kunne forstille sig et rigt blomsterflor - og sådan blev det!

Fotoet herunder er fra sommeren 2021. Det er sjovt at se, at folk nu sidder omvendt på bænken og nyder engens summende liv.

Vilde planter på engen

På blomsterengen er der sået frø fra 28 arter af vilde, danske planter. Og der er plantet 24 forskellige arter fra potter, købt hos Grennessminde i Taastrup.

Først er græstørven fjernet, for at give frø og planter en god start i konkurrencen mod græsser. Så er der lagt varmebehandler jord ud, som ikke indeholder andre frø. Rigeligt vand og forårsvarme - og så spirede en masse arter frem.

Det er ikke alle de såede frø, som er spiret frem. Men frø kan ligge i dvale i mange år i jorden og vente på det helt rigtige tidspunkt at spire frem. Så tiden må vise, hvordan engen udvikler sig.

Her kan du se hvilke 24 planter, der er plantet på engen. Mange er det, man kalder vilde, danske planter eller ”hjemmehørende arter”, fordi de har været i Danmark længe. Andre har været her kortere tid og er indført af mennesker, og kan derfor ikke kaldes hjemmehørende. Nogle kaldes ”naturaliserede” fordi de indførte arter med tiden er blevet en del af den danske natur og indgår som insekternes fødekilde. Fælles for alle planterne på denne liste er, at de hjemmehørende insekter kan få god og næringsrig nektar og pollen fra dem alle.

Om planter er hjemmehørende eller ej, er for nogle arter svært at vide med sikkerhed. Det spiller fx ind, om planten kunne være kommet naturligt til Danmark uden ”hjælp” fra mennesker fordi plantens naturlige udbredelsesområde er tæt på Danmark. Desuden ændrer planters naturlige udbredelse sig over tid.

Listen viser også hvilke 28 arter af frø, som findes i den udsåede frøblanding kaldet Dansk Vildeng (uden græs).

Det summer af liv på engen. Her en Dagpragt-stjerne med besøg af en svirreflue

 

Sort-brun jordbi på Hvid Okseøje - mange kalder blomsten Margerit

 

Okkergul bladmåler på planten Almindelig Kællingetand

 

Blåfugl på planten Rundbælg

 

Om efteråret, når blomsterne har smidt deres frø, bliver engen slået med le. Materialet bliver båret væk fra arealet, så der ikke ophober sig næring i jorden, for så får græs og tidsler en bedre konkurrencefordel i forhold til de vilde, nøjsomme blomster.

 

Fuglekasserne i træerne har forskellige hulstørrelser for at tiltrække mejse (28 mm), musvit (32 mm) og spurv (35 mm).

Fuglekasserne kan købes i Verdensmål Centeret, Kanalens Kvarter 32 og er produceret lokalt på anstalten Herstedvester.

Der er også opsat en kasse til flagermus.

Følg med i om dyrene flytter ind!

 

Scroll to Top